Møllevangens fællesskaber får et hjem

13-11-2026

PRESSEMEDDELELSE


 

Møllevangens fællesskaber får et hjem

Fonden Multihus Møllevang har underskrevet kontrakten med Dansk Halbyggeri, og kvarteret får dermed et nyt multihus. Det bliver et nyt samlingssted på knap 2.900 m² med multihal, padelhal, kampsportssal, fitness og et socialt “hjerterum” lige ved Botanisk Have i Aarhus. Det bliver et sted,
hvor alle er velkomne, uanset alder og baggrund, og uanset om man kommer for at træne, spille kampe, være med på sidelinjen eller bare hænge ud.

Møllevangen har altid været et kvarter med stærke fællesskaber ofte knyttet til den lokale Møllevangskole. Når skoledagen er slut, er der dog ikke mange steder, hvor kvarterets unge, ældre, børnefamilier og foreninger naturligt mødes. Det laver Multihus Møllevang om på.

Et hus for alle aldre
Huset skal kunne rumme meget forskelligt. Om eftermiddagen kan der være børnehåndbold i den store hal, ungdomspadel i hallen ved siden af og judo i kampsportssalen. Unge kan hænge ud i hjerterummet, og forældre kan vente med en kop kaffe eller træne i Fitness. Om aftenen kan multisalen være ramme om volleyball, roundnet eller noget helt tredje, og i weekenden kan foreningerne holde kampe og stævner.

Hjerterummet bliver husets samlingspunkt. Det er en slags overdækket byrum med loungeområde, et køkken/klublokale – et sted kan man komme uden at være medlem af noget og uden at have en aftale, men måske blive inspireret af de aktiviteter der foregår i huset.

Mere liv udenfor, også når huset er lukket
Multihuset åbner sig mod kvarteret. Foran indgangen kommer et nyt torv med mulighed for petanquebaner, bænke og træningsredskaber, som alle kan bruge døgnet rundt. Langs bygningen vil der på sigt komme aktivitetszoner målrettet Møllevangsskolens elever samt begrønning. Ovenpå ankomstbygningen kommer en tagterrasse med udsigt over egetræerne, hvor der er mulighed for udendørs fitnesstræning, yoga eller bare nyde solen.

Bygget til at passe ind
Huset placeres på det forsænkede boldbaneområde mellem Møllevangsskolen, Aarhus BSS og Botanisk Have, omgivet af kvarterets gamle egetræer. Facaderne får en rødbrun farve, der henter inspiration i de røde teglbygninger, som præger Møllevang. Indvendigt bliver huset råt og robust med synlige konstruktioner, så brugerne selv kan sætte deres præg på det.

Kæmpe tak!
Projektet er muliggjort med støtte fra Aarhus Kommune, Salling Fondene, Multisport Møllevang, VK Raptus, Roundnet Aarhus og Aarhus Judo Klub og fonden retter en stor tak til alle, der i årenes løb har bakket op, brugt frivillige timer og har troet på projektet undervejs.

Byggeriet går for alvor i gang i løbet af foråret 2027 og huset forventes at slå dørene op i August 2028.

Kommentarer:
”Det er en stor dag for os og for hele lokalområdet. Vi har arbejdet længe for at nå hertil, og med Dansk Halbyggeri har vi fået en erfaren samarbejdspartner, som kan føre vores visioner ud i livet. Multihuset bliver et sted, hvor både eksisterende og nye fællesskaber kan vokse. Det bliver et mødested for hele kvarteret og denne del af midtbyen med fokus på foreningsidrætten" siger Søren Krarup, forperson for Fonden Multihus Møllevang.

”Som skoleleder på den lokale skole hilser jeg alle initiativer velkommen, der styrker den positive sammenhængskraft i lokalområdet. Med Multihus Møllevang får vi alle et fælles samlingssted og nogle fysiske rammer, der gør det lettere for børn, unge og voksne at mødes, skabe relationer og indgå i stærke fællesskaber. Det bliver et vigtigt aktiv for hele området.” siger Thomas Christian Trønning, skoleleder Møllevangskolen.

”Vi er stolte over, at Fonden Multihus Møllevang har valgt Dansk Halbyggeri som totalentreprenør på dette spændende projekt. Multihus Møllevang er et godt eksempel på, hvordan stærke lokale initiativer kan skabe rammer for både idræt og fællesskab på tværs af generationer.

Projektet rummer mange forskellige funktioner og brugerbehov, og det stiller store krav til samspillet mellem arkitektur, funktionalitet, bygbarhed og økonomi. Netop den type projekter er en vigtig del af vores arbejde hos Dansk Halbyggeri, hvor vi har mange års erfaring med sports- og fritidsbyggeri.

Jeg ser frem til, at vi sammen med fonden, RUM Arkitekter og Norconsult kan omsætte de mange ambitioner til et velfungerende byggeri, som både brugerne og lokalområdet kan få glæde af i mange år frem,” siger Heinrich Hammersholt Sørensen, salgschef hos Dansk Halbyggeri A/S

Fakta

Foreninger i huset ved opstart


599